Carl-Jørgen Bindslev
Forhenværende uddannelseschef for pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen UCC
Børn elsker plastiske materialer. Bløde og føjelige og gerne lidt uforudsigelige med al deres sprøjt, skvulp, stænk og mangel på stabilitet. Humøret stiger betragteligt, når børn kommer i nærheden af mudder, ler, sand, sne, grød eller kartoffelmos. Eller tilsvarende stoflige materialer. De vil røre ved dem, forme dem, klaske i dem, hoppe i dem, eller hvad der nu kan lade sig gøre, når sanseligheden indfinder sig. Fantasien tager over og i løbet af nul komma fem er ungerne i gang med at udtrykke sig. De plasker, de rører, de graver, de bygger og ødelægger det hele igen. De smiler og griner og pludrer og vil gerne dele oplevelsen med hele verden.
Sådan har børn altid haft det uanset hvilken kultur, de er rundet af, også inden den britiske kunstner William Harbutt i 1897 ved at blande calciumsalte, vaseline og fedtsyre opfandt plasticine – det, vi i dag kalder modellervoks. Han brugte det som øvelsesmateriale for sine kunststuderende.
Harbutt gjorde det muligt for børn at lege deres ellers snavsende lege inden døre eller andre steder end ved spisebordet. Det var der behov for. For modellervoks kan noget, som ingen andre former for legetøj kan: Det kan ”spille med” lige som mudder og grød og de andre naturlige materialer, og det kan bruges på nye måder igen og igen. Der er ingen brugsanvisning og ingen basal rigtig fremgangsmåde, som f.eks. Lego-klodser har det. Modellervoks rummer et uendeligt potentiale for at lave noget nyt. Man kan forme det om og om igen og igen med sin helt personlige tilgang. Det appellerer umiddelbart til børns udtryksbehov, fordi det er så lige til i sin substans og struktur. Det er nemt at gå til og enkelt at forholde sig til. Det er ikke tilfældigt, at modellervoks også indgår i forskellige former for terapeutiske forløb med børn og familier. Det kan fortælle hele eller dele af historier, som ikke kan siges.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at lege med modellervoks. Små børn leger ustruktureret med det, bakser med det, stikker til det og smager på det. Større børn laver ansigter og figurer og måske hele panoramaer af det. Børn elsker at lege eller måske snarere, arbejde med modellervoks sammen med de voksne. Det er det bedste. At sidde med mor eller far eller mormor eller hvem, der nu er til rådighed, og rulle og forme og sammensætte modellervokset til det, man havde tænkt sig eller måske bare lade sig inspirere af processen og den voksne, der sidder ved siden af. Eller være den, der inspirerer den voksne. Det er ikke overdrevet at sige, at modellervoks på den måde fremmer socialitet og er relations-fremmende.
Man skal nok lade være med at overpsykologisere modellervoks’ særlige pædagogiske betydning i forhold til børns udvikling. Men det er et unikt materiale, og der er ingen tvivl om, at når et barn med sine små fingre og store bevægelser prøver at tilvejebringe netop det udtryk i modellervokset, som han eller hun har på nethinden, så stimuleres forskellige sanser og motoriske færdigheder. Fantasien møder et materiale, der kan realisere den. Evnen til at kunne koncentrere sig skærpes. Evnen til at omsætte former, som man forestiller sig abstrakt til noget konkret, styrkes. Sansen for materialers karaktér, fleksibilitet og muligheder, den taktile sans, udvikles. Fingres og hænders motorik, finmotorikken, trænes. Sansen for farver, former og sammenhænge, den æstetiske sans, udfordres. Og eftersom det at skabe noget ud af modellervoks er en form for kommunikation, udvikles denne evne også, og måske særligt i samværet med den voksne omkring legen med materialet.
Udviklingen af en identitet (jeg er mig!) er noget af det væsentligste i et barns opvækst. I den forbindelse indgår mange processer, både personlige og fælles. Men med i billedet hører også det, at opøve evne til at mestre beslutninger om handlinger og skabelsesprocesser. Barnet ændrer sig gennem disse processer fra at være objekt (genstand for andres beslutninger) til at blive til et subjekt (en, der selvstændigt træffer beslutning og handler). Netop i mødet med modellervokset oplever barnet tydeligt sig selv som den, der bestemmer, den der former, den der bygger op og bryder ned efter eget forgodtbefindende. Og det er en god erfaring at bringe med sig videre i livet.
